Efter en selvvalgt pause på fire år vendte Rammstein tilbage i dag med albummet Liebe ist für alle da. Mens de har været væk, har der i den grad været mange spekulationer om de overhovedet ville komme tilbage, og hvordan bandet ville lyde hvis de gjorde. Ville det være det tunge og statiske fra Herzeleid? Techno-festen fra Sehnsucht? Hitparaden fra Mutter? Det storladent episke fra Reise, Reise? Eller det melankolske fra Rosenrot?
Svaret kan kort sagt være: Ja, ja, ja, ja og ja. Det virker som om alle sange kunne med lethed glide ind på de andre albums. Men er det så ensbetydende med ”Intet nyt fra østfronten”?
Ja og nej. Rammstein er Rammstein, og man vil altid genkende Rammsteins markante lyd, uanset hvilken sang man lytter til. Så på overfladen er der ikke meget nyt. Men går vi et lag dybere, kan vi se at Rammstein med pausen har udviklet sig i flere retninger, og er blevet mere alsidig.

Af Niels Villads Petersen

Da jeg blev bedt om at skrive denne anmeldelse, tænkte jeg ikke videre over indledningen. I en anmeldelse plejer det at være en lettere tankerække om forløbet af DVD’en. En kort introduktion eventuelt med en historie om, hvornår man fik fat i den, nogle tanker om coveret osv..

Men Völkerball er på alle leder og kanter anderledes, end hvad man ellers kommer ud for.

Indledningen her kan tværtimod stilles op som en problemstilling. Gang på gang er fansene blevet opkogte og skuffede over denne DVD.

Dermed var der pålagt ved første syn Völkerball en frustration, der bare havde at blive vendt til glæde.

Var DVD’en ventetiden værd, ville det til gengæld blive en ekstase.

Af: Sanne Emborg, den 03.11 2005

Træt vælter jeg ind af døren – ingen af mine forældre kigger op, for de er efterhånden så vant til at jeg småtræt kommer tumlende hjem, ude af stand til at føre en samtale, endsige lave lektier eller lave mad. Nej, jeg har brugt hele dagen i Silkeborg, med det ene mål for øje, at få fat på Rosenrot. Men den ene time tog den anden, og efter et møde med en gammel ven, trækker jeg frakken af hjemme i entreen. Et flygtigt blik på uret fortæller mig at jeg tog hjemmefra for 15 timer siden. Nu skal det gøre godt med et bad! Ude i køkkenet hiver jeg en ghettoblaster med mig, og tuller ind i badeværelset. Vel vidende, at i tasken har jeg min skat. Mit, allerede nu, højt elskede Rosenrot.

Jeg skruer op for musikken, og det føles, som Till Lindemann med en forhammer rammer mig i brystet. Godt nok har jeg efterhånden hørt Benzin adskillige gange – men alligevel bliver jeg overvældet af lyden, og jeg står som i en tåge, og mindes koncerten i Forum. Hvor fed må denne sang ikke være live? Den smårystede optagelse af Benzin-premieren i Berlin, viser sig tydeligt for mig, når jeg lukker øjnene, og under bruseren flyder alting lidt sammen. Jeg kommer til at tænke på ”Adios” – Igen denne gang har Rammstein formået at lave et album, som flyder ind i blodet, og som Till synger, er det dog ikke benzin, men Rammstein der flyder i mine årer. Og hvilken velsignelse er det ikke, at mærke musikken pumpe rundt i venerne ved hvert hjerteslag? 

I modsætning til de tidligere anmeldelser af Rammstein´s album, udvider vi denne gang med en dybdeborende gennemgang af alle sange på "Rosenrot".

Af: Mourad, den 06.11 2005

1. Benzin (3:43)

Krydsning af Mein Teil og Links 2-3-4 i guitarriffene. Sangen er fyldt med power og illustrerer den pyromaniske del af Rammstein, som efterhånden har væsentlig indflydelse. Det er faktisk så rendyrket, at man sidder og overvejer om Till endnu engang subliminalt laver en mindre parodi på deres trang til ild.

 Af: Niels Villads Petersen


Der er nu ikke noget så rart som at skrive en anmeldelse, da det vitterligt altid vil handle om værdier og komplet egenrådig hyldelse af, hvad der gør livet værd at leve. Min eneste fortrydelse omkring Reise, Reise er, at jeg desværre ikke kunne købe det på selve udgivelsesdagen, så jeg havde haft mere tid til at nyde det i.
Derfor nu en ode til albummet.

Min glæde skyldes måske, at omstændighederne var perfekte: Jeg sad på en togrejse og proppede skiven i min til formålet medbragte discman. Og ind skyllede det mest velegnede nummer til en åbning af en plade nogensinde:

Reise, Reise

Af Sanne Emborg, september 2009

Lichtspielhaus er et overflødighedshorn af nøgenhed, mørke, provokationer og kærlighed. Der er hele tiden noget at tage stilling til; der er masser at tænke over. DVD’en kan sagtens ses som den er; god musik og flotte videoer, men i den rigtige Rammstein-ånd er der masser af muligheder for at grave dybere; i musikken, i historien og i sig selv.

Vi har den sadistiske snehvide der er narkoman i videoen til ”Sonne”, vi har de nazistiske propagandavideoer af Leni Riefenstahl i ”Stripped”, vi har nøgenhed, muskelhunde og blomster i ”Du Riechst so Gut”. I det store hele er Rammstein måske hvad vi selv gør det til, hvad vi ønsker bandet skal være for os.

”Lichtspielhaus” er gennemført med en interessant menu, der allerede ved DVD’ens åbning giver os en god fornemmelse af at Rammstein er Tanz-metal, industi, tung rock. Der er dystert, tungt og skuffer os ingenlunde. Desværre er menuen lidt tung at danse med og kan til tider være frustrerende at arbejde med; men heldigvis er dette småting sammenlignet med resten af pladen. Igen savner jeg også lidt en bedre lyd og billed-kvalitet, men det er jo alt sammen en del af charmen; DVD’en er trods alt også fra år 2003, og koncerterne går helt tilbage til år 1996, altså endnu før ”Live aus Berlin”.

Af: Anni Klitmøller, den 01.11 2005

Hvis jeg tilfældigvis havde nævnt tysk musik for dig og specificeret det til tysk rock, ville mange have gloet tåbeligt på mig. Tyskerne kan ikke lave musik og slet ikke rock. Før R+ ville jeg resolut have ment det samme, dog lige med en lille hilsen til Nena, 99 Luftballonen, - vis mig en der ikke har skrålet ukontrolleret med på den. Jeg blev introduceret til R+ af et par venner der mente jeg skulle hører denne her cd, energisk kaster han cd’en på, med titlen Mutter og proklamere at jeg skal holde bøtte og lytte.

Lydigt lytter jeg og en højre fod og et hoved begynder rytmiske at følge musikken, en ukontrolleret lalalala følger med og Yes, jeg er på. Et par gennemlytninger senere og snøft - jeg hedder Anni og er R+ fan - noget der også virkelig blev sparket fast efter R+ på Roskilde. Min første og på nuværende tidspunkt eneste koncert med R+.

Af Sanne Emborg, september 2009

Rammstein dukker op i et hav af flammer og bifald. Det er tyske guder, og der er ingen udenomssnak. Der er musik, sceneshow og magtdemonstration; meget af det sidste, for gennem hele koncerten sidder man henført og en lille smule forelsket. I dag, 2009, kan jeg godt se hvordan Rammstein har ændret sig over det sidste årti; men lige meget om man er mest til Rammsteins nye eller gamle materiale, er der noget dragende over kombinationen af Rammstein, aftenkoncerter og ild. Der er ikke sparet på effekterne og jeg har svært ved at komme på andre eksempler fra før år 2000 hvor store bands har arrangeret en livekoncert som denne, med alle dens provokationer, ild og finurligheder.

Af: Carsten Rasch, den 01.11 2005

Sehnsucht, eller Længsel, er vel nok Rammsteins mest intense og banebrydende album indtil videre. En klassiker som Engel, som også har givet anledning til en uautoriseret musikvideo, fra animeserien Evangelion, optræder på CD’en. Nummeret understreger tydeligt det hæmmende ved det borgerlige liv i almindelighed, og belyser hvad man går glip af, når man sidder i sin egen syvende himmel og kigger ned. Det er et af de mest ørerfængende numre, på grund af keyboardets lyse, nærmest fløjtende akkorder, der skaber en uventet melodisk dimension i et heavy band, som man ikke umiddelbart ville have forventet. Det var i hvert faldt dette nummer, der gjorde at jeg faldt pladask for Rammstein, og overgav mig totalt til deres univers.

Af: Niels Villads Petersen

Herzeleid må ses som Rammsteins svendestykke. Det var det første hele album, vi så fra dem. De var unge, de var fandenivoldske og har selv senere sagt, at det var et afløb for al den herzeleid, som de havde på det tidspunkt.
Det er jo et perfekt udgangspunkt for kunst. Derfor fortjener albummet også måske lidt mere lys, end det har fået af sine efterfølgere. Sehnsucht betragtes som gennembruddet og Mutter som mesterstykket.
Herzeleid besidder mange af de samme kvaliteter – men med sagt, så er de andre albums måske også lidt mere raffineret og Herzeleid lidt ensidig. For faktisk har nogle af bandets medlemmer ytret ønske om at gå tilbage til den hårdtslående stil, som Herzeleid mere end noget andet album besidder. Gad vide, om de er blevet ulykkelige igen?