Af Frederik Fischer

Rammsteinsk Ragnarok i Sverige - eller hvad?

Efter en pause på to måneder for mit vedkommende var det atter tid til at drage mod koncert med Rammstein – denne gang i Sveriges tredjestørste by Malmø. Jeg havde købt billetter sammen med to venner på dagen, hvor billetterne blev frigivet, og vi glædede os som små børn til at se Rammstein igen. Vi havde ingen erfaring med at tage busser og tog til Malmø, så vi pjækkede fra de to sidste timer i skolen for at tage af sted i god tid. Det skulle senere vise sig at være en meget god idé, da vores idiotsikre plan fra rejseplanen.dk førte os til den forkerte ende af Malmø. Vi havde heldigvis overskud til at grine af det, og så vi fandt den rigtige vej ved at spørge en masse svenskere om vej i stedet. Da vi endelig fandt ud til spillestedet, føltes det som en stor sejr. Vi løb febrilsk over i køen og var nu lettede over, at vi umuligt kunne gøre mere galt. Vi nåede at stå i køen i en halv time, og da dørene åbnende, løb vi som piskede ind, afleverede vores overtøj i garderoben og løb nu en sidste gang ind i salen og fik pladser helt foran i midten. Nu skulle vi bare vente en time, før det hele gik i gang.

Af Mourad Amraoui

Efter fire lange år var Rammstein endelig klar til at turnere igen med det gigantiske sceneshow som altid følger med, når bandet går på scenen. Sehnsucht.dk's ledelse ville naturligvis ikke gå glip af denne begivenhed, så fly og hotel blev booket, og så var der afgang til Portugals hovedstad Lissabon.

I dagene inden koncerten var der så småt begyndt at komme folk fra alverdens steder for at se denne koncert. Fra steder som Grækenland, Brasilien, Sydafrika, USA, Australien, England, Danmark... Listen over de mange tilstedeværende fans' nationalitet var lang. Dagen inden koncerten gik undertegnede en tur forbi spillestedet Pavilhão Atlântico, hvor man kunne høre bandet spille de sidste prøver inden det gik løs. Allerede der kunne man fornemme hvor stort det ville være, da tonerne til Rammlied, Waidmann's Heil og Wiener Blut fik væggene til at vibrere kraftfuldt.

Af: Peter Larsen, den 11.12 2005

Efter en vellykket aften på Pitstop i Kolding, hvor der blev rocket igennem til den helt store guldmedajle, er her en fyldigt anmeldelse af konceren.

Kl. 19.25 og ud af toget stiger 4 unge mænd fra midt- og vestjylland, for at hjælpe til med forberedelser til årets brag i Kolding, ikke Seest, men Rammstein-Jam på Pitstop. En smule skepsis at spore fra starten, men den skulle vise sig at være ubegrundet, da Martin og Mourad havde gennemgået det meste ned til mindste detalje, og dermed forekom det hele nemt for os andre.

Af Mourad Amraoui

25. juni 2005 begav to busser fyldt med danske Rammstein-fans sig på vej mod en forstad til Tysklands hovedstad Berlin, nærmere betegnet Köpenick, dybt inde i det gamle DDR. Köpenick er en flække på størrelse med en mindre provinsby på størrelse med Assens, men i denne by ligger et naturområde med friluftsscene, som har en ganske særlig betydning for Rammstein-fans overalt i verden. Området hedder Wuhlheide, og er stedet hvor Rammstein i 1998 optog en legendarisk koncert som senere blev kendt som Live aus Berlin.

Nu havde rock-kæmperne valgt at besøge dette sted 7 år senere for at spille 4 store koncerter, og dette var et historisk øjeblik, som under ingen omstændigheder måtte forpasses.

Af: Sanne Emborg, den 01.11 2005

Punkere, almindelige mennesker, bedsteforældre og berusede svenskere var blandet godt og grundigt til Rammsteinkoncerten den 20. november. Udenfor var det koldt, og det centimetertykke islag på fortovet fik adskillige mennesker til at skøjte rundt mellem hinanden og falde. Men de blå mærker mærkedes ikke før dagen efter. For den søde forventning om at Rammstein snart ville stå på scenen gav os alle en følelse af at det måtte være en drøm. Selv da vi kom igennem den lange kø, og ind i Forum, var der en tyk dyne af forventning, – men også uvirkelighed, over menneskemængden foran scenen.

Af Martin Vestergård

Sporthalle, Hamburg, 15. maj 2001:

Vi kom ind i en stor hal, hvor det første man lod mærke til, var scenen, der ikke så særlig Rammstein-agtig ud. Man kunne se nogle store højttalere hænge ned fra loftet, noget lys, o.s.v. Efter et stykke tid blev lyset slukket, og det svenske band Clawfinger gik på scenen. De spillede ligeså hårdt musik som de plejer, og folk gik helt amok til musikken. Bassisten med langt hår og skæg headbang'ede, samtidig med, at han gik omkring sig selv. Det så fedt ud.
Nå, men det sidste nummer kom, hvor forsangeren sagde, at nu skulle vi varmes helt op inden Rammstein (udtalt med engelsk accent) gik på scenen. Derfor spillede de deres største hit "Do what I say".